Change Yourself

Statement

In Is the Only Way Out

”Det er altid mørkest for daggryet.” Ordsproget, der tilskrives Winston Churchill, handler om at bevare modet til at bevæge sig gennem uvejret. Det er et ordsprog, der animerer, når det sværest ud.

Et liv er fuld af større og mindre former for uvejr, som skal gennemleves, ikke ignoreres. Det er i mørket før daggryet kommer, at noget sker med os. Et stormfyldt uvejr kan enten referere til smertefule erfaringer: at blive forladt, forspildte muligheder, sygdom og død. Der er tale om en passage, hvor den enkelte ikke kan andet, end konfrontere det smertefulde; gå ind i lidelsens centrum, stirre den i øjnene, acceptere den. Det er i denne bevægelse, at vi kommer til bevidsthed og erfarer, hvad livet er.
At gå ind for at komme ud er en bekræftelse af, at man nogle gange må gå ind i sig selv, for at kunne give eller være noget for de andre. Ligesom man nogle gange, må hengive sig til noget større, fx en Gud, et samfund, et projekt, en livspraksis, for derved at komme i kontakt med sig selv. Det kan være svært, at begribe en selv og de andre, men en løbende vekselvirkning mellem selvindsigt og selvudsigt, er vejen frem.

Den danske filosof Søren Kierkegaard talte i sit eksistentialistiske forfatterskab om at stå til regnskab for ens eget liv. Det vil sige, de tanker og følelser, som gennemstrømmer os, har vi fortjent, fordi vi lever, som vi gør. For Kierkegaard handler det om ens tilgang til livet, som kan være empatisk og medfølende, ligesom den også kan være kynisk og ond. Vi kan selv vælge, ifølge Kierkegaard. Vælge at fremme den ene tilgang, fremfor den anden.

Den spanske forfatter Agustin Fernández Mallo skriver i Trilogia de la guerra om erindringer og genbrug. Skal alt genbruges, spørger han. Hvis alt genbruges, er der ikke længere nogen forskelle. Tiden forsvinder. Og med tidens forsvinding, fordufter livet. At gå ind for at komme ud, er derfor også, at gå ind i historien og kulturen. Vi står alle sammen i gæld til kulturen på godt og ondt, fordi vi står i gæld til de mennesker, der har levet forud for os. Vi er formet af deres måde at leve på. Deres affald, skal nødvendigvis ikke omformes, men bringe klarhed i nuet, som det skrald det måske var.

Kierkegaard sagde, meget apropos, at udfordringen er at forblive i gælden. Huske – med taknemmelighed – hvad der er gået forud. Både de gode og de mindre gode gerninger. Det er klart, at menneskets historie er fuld af krige på grund af egocentrisk nationalisme, magtbegær og griskhed. Men, livet før os, var også fuld af kærlighed. De fleste af os er et synligt bevis på, at vi er her, i dag, fordi nogle varmede os, gav os mad, et lunt tæppe og et kys, da vi havde brug for det.

At gå ind i historiens og kulturens rigdom svarer til at gå ind i den største kærlighedshistorie.

Tænk nu, hvis det samme gælder, når vi kigger dybt ind i os selv? Måske ligger der, et kærlighedspotentiale, der blot venter på at blive aktualiseret – og delt med alle de andre. Måske er tiden kommet, hvor vi alle sammen må finde vores kærlige ressourcer frem, hvis ikke vi kan forliges med at vente tålmodigt på daggryet. Tiden kalder på vores kærlige respons, ikke genbrug.